onsdag den 2. oktober 2013

Strik – fra idé til strikkeklar opskrift


 

Hvad ligger der egentlig bag den strikke opskrift- eller anvisning du sidder med, når du er faldet for en model, du gerne selv vil strikke?

Idé.
For mig starter det altid med en idé.  – enten bare noget jeg har lyst til selv at prøve fx et ærme strikket på en speciel måde, en udskæring eller et mønster. Det kan også være det starter med farverne, hvis jeg har set noget der inspirerer mig.

Teknik.
Så er det i gang med eksperimenterne. Hvis det er en speciel kant eller afslutning, der har fanget mig, strikker jeg en del små prøver for at se, om mine tanker også fungerer i virkeligheden. Det gør de som regel ikke – til at begynde med. Kanten, der gerne skulle bukke indad, gør det modsatte og stritter ud i luften osv. Om igen. Tænke. Strikke igen. Nogen gange lykkes det efter et par omstrikninger og justeringer, andre gange ikke. Eller det som startede med en idé til noget, ender med at kunne bruges til noget helt andet.
Så langt så godt. Teknikken er på plads – tjek.



Mønster.
Hvis det er inspiration til farver og mønster der har sat projektet i gang, er det jo her eksperimenterne starter. Så begynder jeg at tegne mønstre og udarbejde mønsterrapporter ud fra det.
Når jeg synes, jeg har et brugbart mønster, er det tid til at strikke det op i forskellige farvekombinationer. Selv nu efter mange års arbejde med design og farver kan jeg heldigvis blive overrasket over, hvordan de enkelte farver påvirker hinanden i de forskellige farvekombinationer.

Mine modeller er tit en kombination af flere mønstre – her er legepladsen endnu større: Hvordan ser det ud med de mønstre sammen – i den farve? Hvis jeg ændrer bare én af farverne? Hvis jeg lige lægger en stribe ind? osv. På et tidspunkt er jeg nødt til at vælge en eller to gode ud, som jeg så strikker op i lidt større prøver, som jeg kan tage mål af til beregning af strikkefastheden.

Model.
Hvilken model vil jeg strikke – er det her egnet til en trøje eller jakke? Eller et sjal eller en mindre ting?
Jeg tager mål i cm, laver en målskitse , og begynder beregningen af strikkefastheden ud fra mine strikprøver.



Beregning
Dvs. alle målene – længde og bredde skal beregnes – ’oversættes’ – fra cm til maskemål. Så frem med papir og blyant og en uundværlig lommeregner. En strikmaske har som regel ikke samme mål i højden som i bredden. Derfor er der to forskellige mål til beregningen – et for alle længdemål  fx ærmets længde og et for alle breddemål fx ærmets vidde.
Jeg må også beregne ud- og indtagninger i forhold til fx halsudskæring, taljering, ærmegab, ærmevidde osv. så jeg ved hvor mange masker, der skal tages ud for at fx ærmet bliver tilpas i vidden på den længde, jeg har valgt det skal være. Jeg vil også have at mønsteret passer fx i siderne på en trøje, så jeg må også tage mønsterrapportens mål med i mine beregninger. Det er rigtig, rigtig mange udregninger!

Kladde til opskrift
Men så er jeg også klar til at skrive den første kladde til opskriften – med et par målskitser at kigge efter. Og så:

 
 
Første prøvestrikning.
Og nu kan jeg prøve at strikke hele modellen igennem for første gang. Jeg gør mig notater undervejs og holde øje med om mine beregninger nu også holder stik, og retter i kladden undervejs. Når modellen er strikket igennem, måles den op og strikfastheden tjekkes. Som regel er strikfastheden alligevel en anelse anderledes fra de mindre prøver og op til den hele model.

Anden prøvestrikning.
Målene på skitsen og i kladden justeres og modellen strikkes op en gang til – evt. i en anden farve.
Hvis den nu efter denne strikning passer med målene er det fint, og jeg kan gå videre. Ellers er det bare nye justeringer og strikning igen…

Graduering.
De fleste opskrifter til trøjer o. lign. findes i mindst to størrelser. Så her må jeg i gang med cm-målet og lommeregneren igen. Jeg stiller ydermere det krav til mine modeller at mønsteret skal kunne passe fx i siderne på alle størrelser. Dvs. jeg bliver nødt til at lade springet mellem størrelserne tage hensyn til mønsterrapporten, samtidig med at det også skal være et nogenlunde fornuftigt spring i forhold til størrelserne. Mere beregning og justering.
Og så kan jeg udarbejde kladden til opskriften i to eller tre størrelser.

Strikning af de forskellige størrelser - beregning af garnmængde.
Så er det tid for at strikke de forskellige størrelser op – samtidig med at jeg vejer garnet før og efter, så jeg ved nøjagtig hvor meget garn af hver farve, der går til hver enkelt størrelse af modellen. Efter strikningen justeres igen på målene, hvis det er nødvendigt.

Renskrivning.
Jeg skriver opskriften rent – næsten da, først er der lige et par elementer som skal på plads:


Tegne måltegning.
Jeg tegner målskitsen rent, og den bliver således til en måltegning, som også får pæne læsbare mål på – ikke de håndskrevne som på skitsen.

Mønsterrapport.
Jeg bearbejder mønsterrapporterne til brug for opskriften, indsætter symboler for de forskellige farver osv. så man kan se mønsteret med rapporten markeret.

 
 
Fotos.
Jeg tager fotos af modellerne, vælger de bedste ud og bearbejder dem, så de kan bruges i opskriften.

Layout.
Tekst, foto, måltegning og mønsterrapporter skriver jeg sammen og justerer i forhold til side-opdelingen, så det bliver så læsbart som muligt.



Ja, det var det – din opskrift er klar.

Rigtig god strikkelyst!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1 kommentar:

  1. If you are seeking the best way to find out whether social networking platforms such as Facebook and Twitter are worth your time, and ultimately your money, then you should definitely check out some of the Buy negative trustpilot reviews that is available online. These independent reviews typically focus on everything that you need to know from using social media platforms in the context of an online business. To date, social networking has become one of the most widely used tools by a wide range of individuals and businesses around the world, from sales representatives and product owners to ordinary consumers and business owners. In fact, a number of studies have shown that social network marketing has been especially effective in helping online businesses and marketers get the word out about their products and services.

    SvarSlet