tirsdag den 15. november 2011

Strikkede lyskæder!

Denne uge står den på overraskelser – juleoverraskelser….
Hvad mon det her kan blive til?


En masse små julepakker? Nissehuer i forskellige farver?…  Lampeskærme?
Ja, på en måde lidt af det hele, faktisk…   

Jeg har strikket en lyskæde!  

Takket være de smarte – og energibesparende - LED-dioder kan det lade sig gøre uden at det bliver for varmt og ulden bliver brændt af.   
Jeg er jo lidt glad for lyskæder – helårs forstås – også gerne de kulørte. Og ja, jeg er jo også glad for strik – og eksperimenterer gerne med alt, hvad der kan strikkes. - Oplagt at kombinere de to ting!

Inspirations-tankerne går omkring Jul: noget rødt, noget nisset, noget varmt, Tivolis fine gamle kulørte lanterner, noget grønt (naturen) og lidt violet (den kirkelige julefarve) som accent til alle de varme røde (nisse-) nuancer.

Og resultatet er faktisk blevet en rigtig fin og hyggelig lyskæde med et dejligt varmt skær, der spreder masser af god jule-stemning i vintermørket.



Og de hænger faktisk lige nu – og hele Julen – på Hotel Fredensborg, et af Bornholms fine hoteller – hvis ikke dét fineste – og spreder gedigen julestemning.

Jeg har nemlig i år takket ja, til at være med i ’Jul på Fredensborg’ (hotellet altså) som bla. går ud på, at udvalgte kunsthåndværkere inviteres til at pynte de flotte juletræer i hotellets foyer og lobby. Jeg fandt et rigtig fint træ og det nødvendige el-stik lige ved siden af…. Og så var det ellers bare i gang. Efter et par arbejdsomme timer med stikkende nåle og omhyggelig placering og justering af alle de kulørte ’huer’  stod træet der så i al sin pragt.

- Læg turen forbi hotellet, hvis du er på øen og nyd det flotte syn af alle de forskelligt pyntede juletræer.

Hvis du nu har fået lyst til selv at gå i gang med at strikke en mage til, er der snart hjælp på vej.
Jeg har et strikkekit i de samme farver garn incl. LED-lyskæde med 30 lys på trapperne.  Men det er ikke helt klart endnu. Så – lige som til jul – må du vente lidt.

Du kan selvfølgelig også bare bruge dine garnrester i sjove farver til din egen lyskæde.
NB - VIGTIGT: Det skal være en LED lyskæde, hvis du har lyst til at nappe idéen.
Rigtig god strikkelyst!













mandag den 31. oktober 2011

Udfordringer og foræringer.

Udfordringer og foræringer.

Nogle gange er strikarbejdet – og alt andet for den sags skyld – lidt af en udfordring.

Det har ligesom sin egen vilje eller retning. For strikkets vedkommende er det sådan at kanterne ruller: De nederste kanter vil gerne rulle opad, de øverste nedad. Og når man strikker frem og tilbage på pinden, vil kanterne i siden gerne rulle ind mod midten… Og ofte er det ikke lige det, jeg kunne tænke mig – fx når jeg er i gang med et halstørklæde.

Så er det at det med udfordringen melder sig. For hvordan får man så halstørklædet til at lægge sig pænt, eller sin trøje med ombukkede kanter til ikke at svirpe op forneden?
Jeg har ikke patentsvaret – desværre. Jeg har udviklet en måde, der virker ok. Men måske finder jeg super-løsning en dag. Jeg arbejder jo på sagen jævnligt. Eller måske er jeg heldig – og får løsningen foræret.

Som da jeg – mens jeg strikkede forskellige farveforslag til det glatstrikkede sjal med stribe på ryggen (og det hele bare rullede) – fik en idé:

Hvis det hele blev strikket en hel del smallere og mindre, så kunne jeg bare lade rul være rul. Og endda værdsætte det! For her var da lige muligheden for at ’ Just go with the flow! ’ og strikke nogle rigtig fine armbånd. – Sikke en foræring! Kanterne ruller ind i siderne og er på den måde med til at støtte armbåndet til at holde en flot rund facon.


Armbåndene er rimelig nemme at strikke og en rigtig god måde at få brugt de helt små garnrester på.

Måske endda til en lille fin veninde gave?

mandag den 19. september 2011

Forandring fryder!?

Forandring fryder!?
Jo – selvfølgelig gør det det.
Men selve forandringsprocessen oplever jeg ikke særlig frydefuld.

Jeg er bare ikke god til det der med at flytte mig – eller flytte rundt på mig. Heller ikke selv om det er nødvendigt og godt at gøre det. Og det er det lige nu. Og jeg har lyst til det. Og det er stadig svært….
Har i flere uger haft flytte-hjerne. Kigger pludselig efter huse på nettet, dagdrømmer om mere plads, lyse rum - måske en lille værkstedsbutik knyttet til ….. Og så igen måske alligevel ikke. Måske…
Det går op for mig, at det sørme nok er en indre proces mere end det er en reel flytning, der trænger sig på. Uff!
Har længe haft tanker om at kunne arbejde mere kreativt med mit strik. Kunne koncentrere mig om det, jeg virkelig brænder for, og der hvor jeg bliver mest tilfreds. Nemlig i den kreative fase – der hvor alt er nyt, muligt og bare skal afprøves – lege! Men det er svært.
Svært at få plads til i min travle hverdag.  - Der er jo også stadig butikken i Svaneke, som heldigvis jævnt mangler mine strikleverancer over sommeren. Og det er jo en del af mit økonomiske grundlag at der bliver solgt noget. Men det er i den for mig mere kedelige afdeling, når der mangler størrelser i en model eller en bestemt farve mangler i sortimentet.
Og det er faktisk bekymrende svært at få hjernen i det rette gear efter i så mange år at have produceret færdige strikting. Er der mon et lege-gear i det hele taget?
Beslutter mig til at det er der – eller også laver jeg det. Sørme så!
Kan godt se, det kan have lidt lange udsigter. Men der må noget struktur på. Så der kan blive plads til legen og alt det sjove også. For selvfølgelig er der også en del kedeligt – som at skulle strikke riiigtig mange pinde ensfarvet før den næste sjove mønsterpind. Og det tager jeg gerne med. Det skal bare ikke være det der fylder mest. Det bliver spændende….

tirsdag den 30. august 2011

en jomfruelig ny blog...

En-to-tre - spring!
Og så var jeg lige pludselig i gang med en - for mig - helt ny ting, som jeg har taget tilløb til hele sommeren: At få oprettet en blog på nettet.
Ja, jeg ved godt det er et langt tilløb.... (sadler som bekendt ikke samme dag) Men jeg gjorde det, og det føles nu slet ikke så farligt alligevel :)
Om det her så er det rette sted, den rigtige måde, og alle de der overvejelser er så bare noget, der må vise sig hen ad vejen.
Nu er jeg igang!
Og det endda så sent, at jeg jo kan se at en anden allerede har oprettet en blog i strikkefryds navn. Men mon ikke det går - mit strikkefirma kan jo ikke bare sådan skifte navn - og der er jo .dk'et.
En blog til strikkefryd er et vigtigt skridt ud i den store vide net-verden. En oplagt måde til at holde jer ajour med mine idéer og arbejdsprocesser i strikkefryd.dk - og ikke mindst få forhåbentlig rigtig mange tilbagemeldinger på det alt sammen!
Glæder mig....